Jeg er et afsnit. Klik her for at tilføje din egen tekst eller redigere mig. Det er nemt.

Afbrudt symbiose ~ at være "forladt" af mor

Det røde tog stod klar på perronen. Det lugtede af olie og der stod lidt damp udfra togets hjul. Jeg kiggede på det store ur på væggen med den lille og den store sorte streg omkranset af en masse tal. 

Min far holdt min hånd omend lidt fast. Han var ked af det og forsøgte forgæves at holde sig stærk. Han var i sorg. Jeg så det og jeg mærkede det uden at han vidste det. Ingen vidste, at jeg vidste det alt sammen. Min mor var på vej væk med toget, der stod der på perronen. Min bror var 2,5 år og jeg var 4 år. Hvordan i alverden kan en mor drage afsted fra 2 små børn. Jeg forstod det ikke. Jeg var ulykkelig indeni. Stod bare der og kiggede. Følte nærmest at jeg måtte holde al min smerte tilbage, for at være en sød pige.

Min mor satte sig på hug. Først for at sige farvel til min bror, for så at vende sig mod mig.

Jeg mærkede mine øjne blive fulde af vand og jeg kæmpede med gråden, der pressede på. Min far tog mig op på armen. Min bror stod ved siden af og vi kiggede alle 3 på at vores mor steg på toget. Hun hev vinduet ned, stak hovedet lidt ud og vinkede til os.

Stille og roligt kørte toget ud fra perronen.

Toget blev mindre og mindre sammen med vores mor.

Væk var hun. Der sad jeg så på min fars skød og tog ansvar for at gøre min far glad.

Efter et års tid kom vores mor tilbage fra København. Hun havde fået sig en uddannelse og nu var det åbenbart tid til at afprøve familielivet igen. Jeg var selvfølgelig glad for at vores mor var hjemme igen. Det blev desværre et vidne til et forlist ægteskab mellem min far og mor. Det fungerede bare ikke. Jeg husker min fars frustration og dybe ønske om at få det hele til at fungere. Det lykkedes desværre ikke. Min mor ønskede sin frihed.

En dag inden jeg skulle i børnehave sad jeg i bilen med min far. Han var helt stiv af sorg i ansigtet da han fortalte mig, at min mor var rejst. Endnu engang sad jeg der og måtte undertrykke mine følelser, da jeg jo var på vej i børnehave. Heldigvis flyttede min mor, så hun var tættere på denne gang. Vi blev boende hos vores far. Det mente min mor var bedst. Vi så hende når det passede ind i hendes liv og det var ret usikkert.

Jeg savnede selvfølgelig min mor.

Jeg var en lille pige på 6 år, der pludselig gik i sorg og fik nervemedicin. Min far måtte hive mig ud fra det indersted sted under sengen. Jeg skreg og skreg og skreg af smerte.

Da jeg var 12 og på vej ind i puberteten valgte min mor at hun ikke kunne se os børn. Hun var flyttet sammen med en mand, der på ingen måde ønskede at hun skulle være sammen med os. Så der gik 4 år, hvor jeg kun så min mor 1 gang, hvor jeg lige løb hurtigt op af trapperne og afleverede en julegave. I løbet af de 4 år døde min mormor, som jeg elskede uendeligt. Hun boede på Fanø og det var bare det bedste at være på ferie ved mormor. Hun forkælede os. Det var som om hun gav os den kærlighed vores mor ikke formåede at give os. Hun var der for os. Altid. Nu var hun pludselig væk og jeg fik ikke lov til at være med til hendes begravelse. Det var en stor sorg og jeg mærkede en dyb vrede og frustration. Der var intet at gøre. De voksne bestemte at det var sådan det var.

På min konfirmationsdag fik jeg en læderjagttaske af min mor.

Det var den bedste gave, for jeg savnede min mor og beskyttede hende.

Jeg blev mobbet i skolen fordi jeg var skilsmissebarn og boede hos min far. Det var grufuldt. Altid på vagt. Til sidst flyttede jeg skole. Det var en befrielse.

Min bror og jeg sad i bussen på vej til Vejle. Vores mor havde genoptaget forbindelsen og inviteret på visit. Det var underligt. Jeg var 16 og min bror 14. Vi var spændte og lidt nervøse. Da vi ankom til busstationen sad der en gammel kone på en bænk. Min bror og jeg kiggede på hinanden og så gik der humor i det. Min bror udbrød: "Vores mor er da godt nok blevet gammel siden sidst!" og så grinede vi indtil virkeligheden igen tog sit greb i os. Det var svært at mødes igen. Jeg var tilbageholdende. Husker jeg var tambourmajor på det tidspunkt og min bror spillede tromme. Så vi fornøjede os med at lave opvisning for vores mor. 

Efter et års tid, hvor vi kom tættere på hinanden kom der besøg fra USA af en mand, som min mor havde mødt på hendes ferie ved vores familie derovre. Han kaprede vores mor og tog hende med til USA. 

Det eneste jeg kunne finde ud af at sige var: "Selvfølgelig skal du da tage afsted" og så sad jeg igen med en dyb indre smerte over at være "forladt". Jeg skrev lange smertelige breve til min mor og digte, der beskrev hendes valg. Flyv som en fri fugl .. flyv. Jeg havde selv lyst til at flyve ind i friheden. Mine 2 undulater lod jeg flyve frit i mit værelse. De var tamme. Jeg øvede med dem hver dag.

Lige før jeg blev 18 år flyttede jeg på værelse. Hvilken frihed.

Min mors veninde støttede mig imens hun var i USA og sagde til mig:

"Du har bygget et stenhus af alle de sten, der er kastet efter dig hele dit liv"

Heldigvis fandt jeg ud af her fornylig at lågen stod på klem, så jeg er gået igennem den og ud i friheden.

Da jeg deltog i et shamanistisk grundkursus i 2004 fortalte jeg kort min historie.

Når en oplevelse gentager sig 4 gange fuldendes medicinhjulets retninger. Det vil sige at oplevelsen ligger så dybt, at det kræver et dybtgående healingsarbejde at forløse traumet.

Heldigvis ved jeg i dag, at kærligheden er iboende og vi er alle næret af den store moder og fader, når vi genetablerer forbindelsen til vores egen navlestreng. Kundalini energien dybt forankret i Pachamama, i hjertet og med Fader Sol.

​© INTUITONENS Visdom ~ Catharina Nielsen ~ catharina.nielsen@gmail.com

  • w-facebook